Det kan være en jungle at finde rundt i de mange tiltag inden for markedsføring. Vi baner vejen for dig, nedlægger det høje græs og fælder de store træer, så du kan få udsyn til de vigtigste trends inden for online marketing.


Blogindlægget handler i denne omgang om det nye sort: video. Videoer er for alvor på vej frem, og de kan blive en vigtig del af din digitale marketingstrategi. Videoer bliver oven i købet belønnet af Facebooks nyeste algoritme, så de kommer ud til et stort antal følgere og brugere. Som du måske har opdaget, har Facebook oprettet en live streaming funktion, så du kan vise dine følgere, hvad du laver, i det øjeblik du laver det. Det giver dine følgere et unikt indblik i din virksomhed, og gør den mere nærværende.
Videoer har både farver, billeder, bevægelse og (ofte) lyd, så de tilfredsstiller en masse sanser samtidig – hvis der er noget, vi mennesker kan lide, så er det, når vores sanser påvirkes samtidig, så vores oplevelser og indtryk forstærkes.

Som du måske allerede kan fornemme, er der en masse fordele ved at bruge videoer som en aktiv del af markedsføringen, men hvordan gør du det bedst muligt? Vi må bevæge os videre på vores ekskursion og gå uden om faldgruberne.

Fang opmærksomheden

Videoer på Facebook starter automatisk, når du scroller ned over sit newsfeed, og med en god thumbnail (startbillede på videoen) er der rig mulighed for at fange følgernes opmærksomhed. Du når nemlig ofte at se det første billede på videoen, inden den starter, så thumbnailen fungerer som en teaser. Mange ser ikke videoer til ende, medmindre de har en passende længe og er interessante fra start. Derfor er længden af videoen utrolig vigtig, men hvornår er en video for kort, og hvornår er den for lang?

Hvor lang?

Mere end 90% af Facebooks brugere tilgår Facebook via mobiltelefonen, så videoerne skal altid have mobilbrugeren for øje. Mange vil ikke se lange videoer, og hvis de er for lange, går de hurtigt videre i deres newsfeed. En god tommelfingerregel er at holde videoen på to minutter eller derunder, men den skal selvfølgelig altid tilpasses, så din besked kommer ud på bedst mulig vis.

Hvad siger de?

For at gøre det så nemt som muligt for brugeren at se din video, er det godt at sætte undertekster på. Videoerne på Facebook starter automatisk, og mange ønsker ikke at forstyrre deres omgivelser med lyden fra video – derfor bliver videoer ofte set uden lyd. Heldigvis har Facebook oprettet en forholdsvis nem funktion til at tilføje undertekster på videoer. Funktionen kommer frem, når videoen skal uploades, og der findes en række guides på nettet til, hvordan det kan gøres.

Forkæl alligevel øregangene

Hvis dine følgere og andre Facebook-brugere alligevel vælger at trykke sig ind på videoen, er det godt, hvis den rent faktisk har noget lyd. Hvis der ikke er nogen, der taler i videoen, kan der køre en melodi i baggrunden (husk at have rettighederne i orden), og på den måde tilfredsstilles en ekstra sans, og videoen får et ekstra virkemiddel.

For stor en mundfuld? Overhovedet ikke

MATCHBILER bruger video i deres markedsføring, og du kan se et eksempel her:

 

Videoen er autentisk og nærværende, da det er medarbejderne selv, der er med i videoen. Om du vælger selv at filme videoen eller en mere professionel løsning er helt op til den enkelte virksomhed – det vigtigste er, at løsningen passer til produkt, budskab og brand.

 

Opsummerende kan vi give dig følgende råd:

  • Udnyt videoernes store potentiale
  • Lav mange af dine opslag som videoer
  • Giv gerne dine videoer undertekster og lyd
  • Brug Facebooks Live-funktion – så kan du også give dine følgere et unikt indblik i, hvad du foretager dig på netop det tidspunkt

Ekskursionen er færdig for i dag. Du har nu mulighed for at komme godt fra start, når du skal bruge videoer i din markedsføring, og du har fundet ud af, hvad der virker godt.
Dine videoer skal selvfølgelig være relevante for dine følgere og give dem værdi – hvordan det gøres, kan du læse meget mere om i vores næste nyhedsbrev, hvor rejsen ind i markedsføringsjunglen fortsætter. Vi kommer hele vejen rundt – og vi sørger for, at du kan bygge din viden op løbende.

Vi håber, du synes, det var spændende at være med på vores ekskursion. Hvis du synes, andre også skal have del i oplevelsen, så tøv ikke med at dele blogindlægget.