Go Tribal! Tribal Marketing på de sociale medier

Go Tribal! Tribal Marketing på de sociale medier

Af |2018-11-02T13:51:57+00:002018/10/30|

Sociale medier har gennem tiden ændret den traditionelle markedsføring. Virksomheder skal ”Go Tribal”, de skal lytte til og forstå deres tribe, tale gennem deres tribe, dele tribens historier samt forblive relevant i indholdet.

Og hvad betyder det så?

Vores kommunikationspraktikant, Sarah, har været til foredrag for at blive klogere på Tribal Marketing.

Lad målgrupper blive til tribes

Mange definerer og segmenterer deres kunder ud fra demografiske forhold og forbrugsmønstre – alder, geografi, værdier, adfærd osv. Herudfra deles kunderne op i ensartede grupper, og på den måde fremskaffes målgruppen. Til den metode er der flere kendte segmenteringsmodeller – Minervamodellen og GallupKompas. De er dog blevet mødt med en anelse kritik på vejen, da de inddeler kunderne i homogene grupper.

Foredraget om Tribal Marketing har været med til at give en ekstra dimension på målgrupper, og hvordan målgrupper også kan anskues.

Tribal betyder stamme på engelsk, og Tribal Marketing refererer til det fællesskab, der er i en stamme. Kundegrupper skal forstås som fællesskaber forbundet af følelser og passioner for en service, et produkt eller person.

Målgrupper bliver derfor til tribes. Det er ikke produktet, som din virksomhed sælger, der er interessant. Men der, hvor det bliver spændende, er, hvilke tribes din virksomhed gerne vil være interessante for.

Hvordan finder du dine tribes?

Tag et kig på dem, der allerede køber dine produkter. Det er data, der allerede findes, og de er faktisk lettilgængelige. Dataene kan dog være svære at forstå og opfange. Når de så opfanges, kan du begynde at se tribes i dine kundegrupper. Tribes bygges ikke på big data, de er bygget på small data, og de analyseres ved at observere triben med et særligt nysgerrigt sind, og derigennem laves der mikroanalyser. Når du har analyseret, hvad der binder triben sammen, og hvilke symboler og ritualer der findes, kan du begynde at udvikle en hype om produktet eller servicen.

Hvordan udvikles hypen omkring produktet?

Indholdet på de sociale medier skal designes til triben, og derfor er det vigtig at forstå triben. Ofte gøres der brug af guerilla marketing, hvor idéen er at skabe omtale og lave noget anderledes, og det kræver ikke mange ressourcer. Dét at være en del af en tribe handler om at dyrke fælles værdier, derfor skal dit indhold på de sociale medier kunne spredes og gå viralt i triben. Det må betyde, at jo mere relevant indholdet er for triben, jo mere delbar bliver det også. Samtidigt er det vigtigt, at indholdet er med til at skabe positive emotioner i triben, således personerne bliver i triben.

Et andet virkemiddel, der kan anvendes, er storytelling. Hjernen er designet til at lede efter historie, når den ser indhold. Derfor er storytelling et element, som din virksomhed med fordel kan udnytte i udvikling af indhold til triben.

Som virksomhed skal du heller ikke opfatte dine kunder som kunder. De skal opfattes som tribe-medlemmer – hvert enkelt medlem i triben bliver en del af din marketingafdeling.

Et eksempel på Tribal Marketing fra min egen hverdag

Jeg har forsøgt at forstå Tribal Marketing og relatere det til min egen hverdag. Har jeg oplevet at være en del af en tribe? Hvordan er det? Og hvad gør virksomheden rigtigt? Det vil jeg give et eksempel på.

Jeg har købt en juicekur og har fået min søster til at hente den for mig. Da min søster har hentet juicekuren, lægger hun et billede op på sin Instagram Story. Billedet viser, at hun henter juicen på sin cykel og skriver ”Juice delivery” og tagger den virksomhed, som vi har købt juicekuren af. Virksomheden opfanger, at min søster har postet billedet, og virksomheden reposter det på deres Instagram-profil. Lidt senere lægger jeg et billede på Instagram Story og skriver, ”Min søster kommer med juice” og tagger virksomheden. Virksomheden er hurtig og reposter også mit billede og skriver, ”Share good stuff with your friends and family”.

For det første får virksomheden skabt storytelling, da min søsters og mit billede fortæller en historie om, at hun har købt en masse juice og er ved at levere det til mig. Derefter fortæller jeg, at jeg har modtaget juicen af hende. Vi bliver virksomhedens marketingafdelingen, da vi producerer indhold til dem. Samtidig har virksomheden formået at skabe en hype omkring deres produkt, således at min søster og jeg får lyst til dele produktet med vores omverden og tagge virksomheden.

På den måde er vi ikke bare kunder, vi er tribe-medlemmer. Vi fik begge følelsen af at være en del af noget større og blive lukket ind i triben, hvor der er en bestemt kultur og fælles værdier, som vi kan forbinde os til.

Eksemplet viser, at det er lige så vigtig at fokusere på tribe-medlemmernes indbyrdes forhold, og hvordan de danner fællesskaber, som hvordan forholdet er mellem virksomheden og kunderne.

 

Som en afsluttende refleksion på sociale medier og Tribal Marketing: “Social media was made for people, not for brands” (Fournier & Avery, 2011). Det kan give anledning til eftertanke om virksomheders brug af sociale medier og åbne nye muligheder.