#Content

Hvem tør lave bæredygtig kommunikation?

Udgivet d. 9. februar 2023
Læsetid: 6 minutter

Bæredygtighed er et allestedsnærværende emne, og det gør sig også gældende inden for marketing og kommunikation. Men mange organisationer oplever, at de har svært ved at tackle emnet. Hvordan skal man gribe sin kommunikation om bæredygtighed an? Og hvad dækker det egentlig over i det hele taget? Det vil vi forsøge at besvare i denne måneds blogindlæg.

Indhold

Begrebet bæredygtighed kan dække over et hav af ting, når vi beskæftiger os med kommunikation. Det kan være social bæredygtighed – hvilket aftryk din organisation har på verden, når det kommer til sociale aspekter. Eksempelvis, hvordan man griber rekruttering an. Har organisationen taget initiativer for ikke at diskriminere på baggrund af køn, etnicitet mm.? Det kan også være, at man arbejder for at gøre en forskel i lokalsamfundet og i den forbindelse har iværksat forskellige initiativer. Social bæredygtighed er derfor en abstrakt størrelse. Og der kan ofte være forskellige holdninger til det, om noget er social bæredygtigt eller ej.

Når vi siger bæredygtighed i almindelig tale, bliver der oftest snakket om bæredygtighed inden for klima og miljø – hvilket aftryk sætter din organisation på klimaet og lokalmiljøet i forbindelse med driften? Det er især relevant for produktionsvirksomheder, da de ofte har et større klimaaftryk end eksempelvis servicevirksomheder.

Når greenwashing bliver til greenhushing

Hvis du arbejder med kommunikation, har du sikkert flere gange kløet dig i håret, når det kommer til retorikken omkring bæredygtighed. Hvordan skal vi kommunikere vores bæredygtighedstiltag, når vi ikke engang må kalde noget for bæredygtigt? Det kan afskrække mange organisationer fra overhovedet at fortælle deres gode historier, når det kommer til bæredygtige tiltag. Og det er ikke en irrationel frygt. Der findes desværre mange eksempler på organisationer, som er blevet beskyldt for at stå bag ”greenwashing” – at lyve eller vildlede, når de kommunikerer bæredygtighed. Men frygten kan gøre, at organisationerne bliver alt for afskrækkede og ender med slet ikke at sige noget – også kaldt ”greenhushing”. Og det er et problem, for det er decideret afgørende for den grønne omstilling, at vi tør kommunikere om det.

Fire gode tommelfingerregler

Så hvordan skal man lige gøre, når man gerne vil fortælle historien om organisationens gode gerninger? Det er altid relativt, men vi har alligevel forsøgt at samle nogle gode tommelfingerregler:

  • Sørg for, at du kan dokumentere det, du siger – udover, at det er et krav, så er det også altid mere troværdigt over for forbrugeren, at du henviser til data, der viser, at det, du siger rent faktisk passer.
  • Vær konkret, tydelig og præcis – selvom det kan være et komplekst emne at kommunikere, finder modtagere det altid mere troværdigt, hvis de forstår, hvad du siger.
  • Husk helhedsindtrykket – hvem fortæller historien, hvor bliver den fortalt, og hvem skal høre det?
  • Vær ydmyg – arbejdet med bæredygtighed er en igangværende proces, og det kan være en god idé at synliggøre i din kommunikation.

Skal vi hjælpe dig?

Bæredygtig kommunikation er (heldigvis) kommet for at blive, og hvis du arbejder med kommunikation for en virksomhed i 2023, er der nok en stor chance for, at det er relevant for dig. Skal vi hjælpe dig med strategien og udførslen af din bæredygtige kommunikation? Du finder vores kontaktoplysninger her.

Pernille Thomsen

Content konsulent

9. februar 2023

Læs vores andre indlæg

#Instagram
Læsetid: 11 min

Ny eftertragtet funktion lanceret på Instagram

Helena Lillelund

Content konsulent

#SEO
Læsetid: 14 min

Hvad er god linkbuilding? (Guide 2023)

Simon Binderup

Digital Marketing Specialist

#Content

Gør dit arbejde nemmere med AI

Pernille Thomsen

Content konsulent